Kunst og kunsthåndværk

Når det drejer sig om at give vidnesbyrd om det tidstypiske, er det imidlertid ikke kun forbeholdt den kunstneriske udsmykning af kirkerum at kunne yde det, for årtiernes skiftende holdninger til – eller måske blot ”anelser” om ændringer i? – troen og gudstjenestelivet lader sig fx også aflæse i udformningen af de liturgiske møbler og ikke mindst i disses proportionering, placering og indbyrdes konstellation. I forhold til gængse fremstillinger af kirkekunst opereres der derfor i denne sammenhæng med en noget bredere forståelse af relevante former for værker, hvilket tilkendegives i titlens ”kunst og kunsthåndværk”. 

En så rummelig udvidelse risikerer at skulle registrere alt, der befinder sig i og ved kirkerne, så for at bevare en vis form for overblik og fokus har det forekommet hensigtsmæssigt med en afgrænsning af materialet. Da databasen til forskel fra en monografi eller antologi ikke skal udtrykke en enkeltpersons eller arbejdsgruppes præferencer eller faglige vurdering, har bestræbelsen været at træffe nogle valg, som på den ene side minimerer behovet for løbende at udøve skøn (det være sig æstetiske eller teologiske begrundelser for at medtage noget og udelade andet), men som på den anden side gør registreringen kunstnerisk meningsfuld og praktisk overkommelig. Til det formål er der blevet anvendt to overordnede og to underordnede ud- og fravælgelseskriterier.

Primære til- og fravælgelseskriterier

1. Registreringen begrænser sig til fast udsmykning, og det endda i en meget stram fortolkning af ”fast” som ikke kun udelukker midlertidige udstillinger eller prøveophængninger af kunst (herunder de mange udsmykninger, som årets konfirmander har stået for), men også de former for kunstværker, som kun er fremme i forbindelse med gudstjenesten, og som normalt er gemt væk, hvis man på en ugedag kommer forbi som turist. Dermed bortfalder primært messetøj samt alter- og dåbssølv (herunder også altervaser, -lysestager, -duge og -kniplinger)

2. Værkerne skal befinde sig inde i gudstjenesterummet, dog inklusiv våbenhuset hvor en udsmykning kan bidrage til at stemme sindet fra begyndelsen eller på vej hjem. Af hensyn til kirkebygningerne fra det 20. århundrede, hvor der ofte er tilstødende lokaler, som ved særlige lejligheder kan lægges til gudstjenesterummet (foldevægge o.l.), medtages også kunst anbragt her. Til gengæld lades den kunst ude af betragtning, som måtte befinde sig på kirkegården eller i kirkens øvrige lokaler, sognegård og kapel (der typisk heller ikke vil være umiddelbart tilgængelige for den besøgende).

Begge kriterier kan i høj grad diskuteres, da man uundgåeligt lader mange eksempler på fin kunst ude af betragtning; men omvendt er fordelen ved kriterierne, dels at de bevirker en markant begrænsning i antallet af værker, der skal registreres, dels at de lader sig håndhæve forholdsvis gennemskueligt og konsekvent. 

De næste to kriterier har ikke samme store effekt på omfanget af relevant kunst og lader sig tillige – på grund af gråzoner – kun anvende under udøvelse af flere både principielle og konkrete skøn:

   3. Kunsten skal være lavet til kirken. Hermed udelades fx altertæpper købt som metervare fra den lokale tæppehandler. Omvendt findes mange eksempler på kunst, som kirker har købt færdigproduceret fra et galleri, og hvor kunstneren i hvert fald ikke har lavet værket med den kirke for øje, men dog ofte nok en kirke – hvorfor den slags værker alligevel medtages.

   4. Uden at fortabe sig i at skulle definere en klar grænse mellem inventar og udsmykning er der endelig truffet en række valg ud fra et skøn om, hvad der rimeligvis kan undværes i en oversigt over moderne kirkekunst. På den konto udelades de ellers i Danmark meget populære kirkeskibe, og selv om der igennem de seneste par årtier har været udvist stor opfindsomhed i fremstillingen af lysglober (og videreudvikling heraf i andre modeller såsom lystræer), så findes der mange hundrede ens udseende lysglober, som det knapt giver mening at registrere som individuelle kunstværker.

Just fordi det overordnede anliggende med databasen ikke kun er at sætte fokus på kirkekunstens bidrag til formidling af kristendom, men også kunstværkernes og kunsthåndværkets betydning for oplevelsen af gudstjenesterummet, udgør den almene farvesætning det måske mest penible grænsetilfælde. Man kan kun alt for let komme til at undervurdere farvesætningens betydning for helheden i rummet, og der gives i perioden mange eksempler på kirkerums radikale fornyelse alene i kraft af inventarets, væggenes og lofternes bemaling. Når almen farvesætning alligevel udelades her, skyldes det ikke så meget, at mange velsagtens ville opfatte det som en overanstrengelse af begrebet ”moderne kirkekunst”, men i stedet en nok så prosaisk grund. I og med bestræbelsen er at undgå at foretage ”kvalitative” valg (altså at skulle skelne mellem kunstneriske og ikke-kunstneriske farvesætninger), må man vælge enten at udelade registrering heraf eller registrere samtlige danske kirker, da der jo i praksis ikke er noget kirkerum, som ikke er blevet malet siden 1945. Det ville ikke bare blive uoverskueligt, men også nemt intetsigende.

Benny Grey Schuster
Lektor, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter