Metode

Anliggendet med databasen er på en måde ikke at vise kunst, men at vise kunst-i-kirken. Af den grund vises som grundregel ikke fotos, hvor det enkelte værk er blevet klippet ud af sin sammenhæng, så at man i princippet ikke kan vide, om værket befinder sig i en kirke, på et museum eller i et privat hjem. Derfor er selv nærbilleder forsætligt ubeskåret. 

I forlængelse af ønsket om at vise kirkekunsten in situ har det været magtpåliggende så vidt muligt at vise hvert værk på såvel nært hold som i fotos på halv- og heldistancen. En sådan serie af fotos giver både en bedre fornemmelse af værkets dimensioner, og den gør det muligt uden selv at have været på stedet at danne sig et indtryk af, hvad kunsten bidrager til rummet.

Endelig, for de kirkers vedkommende som Benny Grey Schuster har fotograferet, er det også muligt at bevæge sig gennem hele kirken for virtuelt at kunne iagttage sammenhængen med alle rum og eventuelle andre værker (pr. marts 2017 gælder det for 656 kirker). Da fokus er meget stramt rettet på kunsten efter 1945, vil der i vandringen gennem kirkerne kun undtagelsesvis være fotos af ældre kunst, og under alle omstændigheder vil den ikke blive omtalt nærmere. 

Information om ældre tiders kunst er kirkernes egne hjemmesider som regel gode til at formidle, og ellers findes der forskellige hjemmesider, der mere eller mindre systematisk beskæftiger sig hermed (fx nordenskirker.dk); men først som sidst opsamler Danmarks Kirker rub og stub i værkets langstrakte, men uvurderlige vej igennem landet (jf. online udgaven: danmarkskirker.natmus.dk).

Til såvel visningen af fotografierne som grundlag for diverse statistikker er der til lejligheden opfundet en systematisk skelnen mellem supplerende fotos af et værk og fotos af dele af et værk. Supplerende fotos viser ikke nødvendigvis kun værkerne på halv- og heldistance, men kan også zoome ind på detaljer; forskellen på en ”detalje” og en ”del” er til gengæld, at delen fysisk udgør en selvstændig enhed (fx tæller en triptykon for 1 værk bestående af 3 eller flere dele). Denne skelnen bliver især vigtig af hensyn til de værker, hvor hver del har sit eget motiv, og derfor skal kunne behæftes med særskilte informationer (jf. filteret ”motiv”).

Kunstværkerne dateres på basis af det år, hvor de er kommet til kirken; men hvis der foreligger information om et markant afvigende produktionsår, oplyses dette tillige. I begge tilfælde er 1945 dog skæringsåret, således at fx genetablering af ældre værker, der måske har været gemt væk i en årrække, ikke medregnes – velvidende at der gives spændende grænsetilfælde, hvor ”ramme-sætningen” af den gamle kunst kan gøre den umiskendeligt moderne (se fx alterbillederne i Sønder Stenderup Kirke og Them Kirke).

Som nævnt ovenfor er mange dateringer uden skriftlig dokumentation, og i de tilfælde hvor lokale folks hukommelse kun rækker til en bestemmelse typisk før eller efter en given medarbejders ansættelse, skal de parentetisk anførte ”ca.” tages for pålydende som signal om mere eller mindre præcise rekonstruktioner af årstallet. I en række tilfælde, hvor ingen lokale længere har nogen erindring, er der blevet foretaget et skøn over årtiet. 

Datering af kirkernes alder er for flertallet af middelalderkirkernes vedkommende forenklet til runde tal i århundreder og bygger ud over Danmarks Kirker og sognenes egne hjemmesider på Preben Gøssings fortrinlige oversigter på www.korttilkirken.dk.
 

I registranten indgår også information om værkernes placering, og anvendelsen af betegnelserne ”øst”, ”nord”, ”syd” og ”vest” er for flertallets, men ikke alle kirkers vedkommende sammenfaldende med verdenshjørnerne. ”Øst” er imidlertid i denne sammenhæng defineret som den ende af kirkerummet, hvor alteret befinder sig – uanset kompasretningen. På samme vis med inddelingen af lokalitet i skib, kor og apsis, som for næsten alle middelalderkirker giver selvfølgelig mening. I megen moderne kirkearkitektur og indretning går bestræbelsen imidlertid i retning af at skabe et enhedsrum uden fysisk markering af forskellige bygningsdele; men også her anføres kunstværker, der fx befinder sig på eller tæt ved alteret, som placeret i ”koret”.

For flertallet af kategoriseringerne af værker er betegnelserne selvindlysende, men for overskuelighedens skyld er der blevet foretaget en række præciseringer, forenklinger og tillempninger. Skønt ordet ”altertavle” i daglig tale har fået lov til at brede sig ud over alle grænser og fx også bliver brugt om skulpturer eller glasmosaikker på eller tæt bagved alteret, anvendes i denne sammenhæng termen alterbillede som overkategori for en stribe underkategorier af former for værker, der udsmykker alteret på altertavlens traditionelle plads. Omvendt ses der i en række andre tilfælde bort fra gængse underinddelinger, som fx altertæppe uden skelnen mellem alter- og kortæpper, billedtæppe uden skelnen mellem forskellige former for ophængte tekstiler, mens glasmosaik dækker både glasmosaikker, -malerier og -raderinger og skulptur også dækker statuer, statuetter og buster. Sådanne forenklinger indebærer fra tid til anden nogle skæve kategoriseringer af konkrete værker, hvoraf Erik Heides i denne sammenhæng såkaldte ”alterkors” i Ravnsbjergkirken måske er den mindst heldige!

Benny Grey Schuster
Lektor, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter